Wedelslund Gods Træf- og køretøjsdag, juni 2013

Se alle billeder i høj opløsning her

Se video fra dagen her (kræver meget hurtig internet forbindelse - husk lyd)

Se video fra dagen her (150 MB version - husk lyd)

Dette års Træf og Køretøjsdag, Grundlovsdag, på Wedelslund Gods blev en u-overtruffen succes. Den gode oplevelse fra 2012, det gode vejr og de velforberedte rammer skabte et fantastisk træf i år. Tæt på 1.300 klassiske køretøjer fandt vejen til Wedelslund Gods og nød en dag med sol, klassiske køretøjer og en herskabelig stemning der blev hjulpet godt på vej af de mange boder.

I år havde vi udvidet åbningstiden til start kl 9.00 og afslutning kl 17.00. Og som ved mange andre arrangementer mødte de første op tidligt for at få den gode plads – kl 8.15 var den første bil klar til at rykke ind. Gode pladser er der nok af i områderne omkring godset. Den 2 hektar store park med utallige faunarige lommer husede rigtig mange biler og stemningen med picnic borde og bilsnak var ikke til at tage fejl af. På gårdspladsen med Veteranpostens underholdningstelt i midten havde vi som noget nyt ”Dine and Jazz” – et koncept med frokost og jazz musik. Hårby Slagteren serverede igen delikatesser fra åben gril og der var i år også servering i parken. Også arealerne foran Godset blev taget i brug til de klassiske køretøjer – og det var godt at have disse områder også – de knap 1.300 biler fyldte godt op.

Tilkørselsforholdene var en stor udfordring i 2012. Som arrangører blev vi simpelthen taget på senge sidste år – og den erfaring havde vi taget til os i år. Derfor var der lagt stor energi i, at få parkering og tilkørselsforholdene til at fungere bedre. Og det gjorde de så sandelig også. Kun lige midt på dagen var der let kø dannelse – men det var hovedsageligt på selve godset hvor de mange biler skulle på plads på godsets arealer.

Igen i år var opbuddet af forskellige biler fantastisk. Omkring hver bil er der en lang historie og hos langt de fleste af ejerne kan man få historien fortalt – krydret med historien om hvordan bilen har overlevet flere dekaders brug og vejrlig. Det er ikke mange steder i kongeriget hvor man har mulighed for at se så mange og så forskelligartede biler samlet på ét sted til offentlig beskuelse og heldigvis havde mange begivet sig til Wedelslund denne dag. De fik en stor oplevelse.

Året overraskelse var ankomsten af et bi-plan – eller en dobbeltdækker som den også benævnes. Typen er en AN-2, der er et russisk konstrueret fly, men produceret i Polen. Flyet blev konstrueret i 1947 – og var i produktion indtil 2003. Eksemplaret der ankom til Wedelslund var fra 1979 så det var næsten 25 år. Men designet – udstrålingen og ikke mindst den dybe maskuline brummen fra den 9 cylindrede stjerne motor var en alders dispensation værd. Med en størrelse på lige knap 30 liter og med 1.000 Hk skilte motoren sig ud fra de øvrige på godset. Og selve flyet var et tilløbs stykke. Piloten (der til dagligt er tjenstgørende pilot i det kongelige danske luftvåben) viste velvilligt sit flyvestel frem. Alle med interesse fik lov til at komme ind og se dyret indefra.Da Annie (type betegnelsen for en An-2) tog af var det med lidt kunst- og blære flyvning som afsked. Ingen loop eller rul – men derimod kunne den næsten hænge stille i luften over gårdspladsen. Så var stemningen ved at være fuldendt.

Dagen sluttede omkring kl 17 hvor de sidste besøgende biler forlod godset – og tilbage var kun Wedelslund Gods Car Club’s biler, de halvtomme boder og de trætte frivillige arrangører. Det var en stor dag med mange gode oplevelser og positive gæster på godset. Der er ingen tvivl om, at traditionen nu har bidt sig fast i veterankøretøjs kredse. Grundlovsdag foregår på Wedelslund Gods. Vi glæder os til at byde velkommen igen i 2014 til endnu et godt træf.

Nedenstående et lille udsnit fra dagen.